Vi har netop fejret Danmarks befrielse. Hvert år ved denne tid bruger jeg et par eftertænksomme øjeblikke på at læse nogle af de breve, som blev sendt fra danske frihedskæmpere, der blev henrettet af tyskerne i 2. verdenskrigs sidste år.

I år er jeg særlig blevet bevæget af et af brevene fra den unge Christian Ulrik Hansen, der studerede teologi, inden han blev engageret i modstandsbevægelsen. Efter at have modtaget sin dødsdom, skriver han blandt andet sådan:

”En morgen lyder en salve. Græsset græder dug – Chr. Hansen er ikke mere. Men solen står op, kysser dugperlerne bort og blomsterkalkene op. Og lærken synger frit sin sang over fædrenes grå høje, og det han elskede og levede lever videre i levende, bankende menneskehjerter (…). Lad geværsalverne knitre, lad dem piske og pine, lad kun langfredagsmørket sænke sig over landet – vi lurer dem påskemorgen”.
(Christian Ulrik Hansen, født i Farsø 1921, henrettet i Ryvangen den 23. juni 1944.)

Vi skylder dem tak og agtelse, som med livet som indsats kæmper for det gode og sande i denne verden. De danske frihedskæmpere under 2. verdenskrig kæmpede for Danmark, og mange af dem pegede også med deres eget offer på det offer, som Jesus bragte, da han gav sit liv, for at vi skal leve. Det er påskens store glæde og derfor, at også vi frimodigt kan sige i vores livs mørkeste stunder: Lad bare langfredagsmørket sænke sig over landet – vi lurer dem påskemorgen.