Det begyndte med vintergækker og erantis. Og lige i kølvandet på dem de forpustede påskeliljer, der hvert år er bange for at komme for sent til påskefesten. Åh, påskeliljerne, der står som åbne munde eller måske snarere megafoner og råber opstandelsesbudskabet til verden: Døden er besejret, kærligheden har overvundet mørke og ondskab, vi tilhører livet og fremtiden – og Gud.
Men det var kun begyndelsen på jordfesten, som kulminerer netop nu, hvor blomster, træer og planter vælter op og ud fra deres gemmesteder. Træernes blade er så grønne, at man må tage solbriller på for at dæmpe indtrykket, og haven og byens parker står berusende betagende og viser sig frem, som om de var til gallafest. Og måske er det faktisk lige, hvad de er? En jordens gallafest udspiller sig foran os, og vi kan bare åbne øjnene, snuse dybt ind og lade være med at gå for hurtigt forbi. Måske endda sætte os midt i det hele engang imellem og lade vores sanser åbne sig for festens små og store mirakler. For lige om lidt er festen forbi, og det bliver hverdag igen. Magnoliatræet er for længst afblomstret, det tog kun nogle få dage. De smukke rhododendronblomster er langsomt ved at tage festtøjet af og iklæde sig hverdagen.
Jeg tænker dette forår på en bogtitel, der slog mig omkuld: Vi er kortvarigt smukke her på jorden. Det gælder blomster og mennesker. Vi står ikke blomst hele tiden. Vi behøver ikke at blomstre hele året eller hele livet. Vi har vores forskellige rytmer, og det meste af tiden har vi hverdagstøjet på og gør vores pligt: passer vores arbejde, passer på hinanden, passer på os selv, hviler, betragter, giver slip, holder fast. Vi blomstrer på forskellige tidspunkter. Nogle blomstrer kort og heftigt, andre langsomt og beskedent. Vi må være i vores livs tider med den ro og rytme, som kommer af, at vi er plantet i samme jord. Vi har del i samme livskraft. Vi har del i samme kærlighed, for vi elskes af den samme Gud, der ikke bliver træt af at kalde noget smukt frem i os alle. Og vi må åbne os for den kærlighedens kraft, som siger til os, at vi ikke behøver at stresse eller haste os igennem livet. For over jordens og vores gallafester og hverdage suser Guds ånd i en evig pinse. Som Grundtvig så fortryllende skrev det i sin store pinsesalme:

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.

Med Gud er vi ikke kun kortvarigt smukke. Alle Danmarks haver peger i denne tid på Guds evige have, hvor vi engang skal have evigt hjemme som evigt smukke.