Det er ikke nødvendigvis mange digte, jeg får læst i løbet af et år – og for at være helt ærlig er det heller ikke alle digte, der siger mig særlig meget. Men en gang imellem sker det, at jeg støder på noget, som åbner en verden op, jeg ellers troede, jeg efterhånden kendte. For mange år siden læste jeg et digt, der handlede om isfuglen og Gud.

Hvis du nogensinde har set en isfugl, så ved du, at den er hurtig på vingerne, farverig som få og utrolig svær at få øje på som andet end et hurtigt glimt i luften. Nogle gange tænker jeg, at sådan er det også med Gud. I vores dagligdag kan vi have utrolig svært ved at få øje på Gud, selvom jeg tænker, at Gud er på spil alle mulige – og kropumulige – steder. Måske fornemmer vi en sjælden gang noget, som vi tænker kunne være Gud, eller i hvert fald inspireret af Gud, men det er svært at sætte på formel.

Måske fordi Gud ikke lader sig sætte på formel. Men i stedet kommer til syne i vores verden: i den smukke natur, når solopgange er så smukke, at de ændrer vores måde at leve den dag på. Når vi møder et menneske, der går langt ud over det forventelige i forsøget på at gøre vores liv bedre – eller bare til at være i. Når vi mærker den indre ro, der for et øjeblik kan få alle bekymringerne og alt det svære til at træde i baggrunden. Alle de steder – og mange, mange flere – tænker jeg, at Gud er på spil. I glimt midt i vores kaotiske og til tider vanskelige liv. Måske opdager vi det slet ikke, men jeg tror naivt og håbefuldt på, at det sker.

Og så skete det alligevel her forleden, at jeg ude i Østerådalen i et ganske kort øjeblik fik lov til at se isfuglen sidde helt roligt midt i frosten. Midt i det vejr, som ellers bærer en ret stor risiko for at tage livet af den. Men der sad den altså. Som et blivende glimt – bare for en stund. For mig blev det en vigtig påmindelse.

En påmindelse om at Gud aldrig nogensinde forlader denne verden eller lader os være alene  – selv når vi ikke lige mærker det, så tror jeg det er sandt. Uanset hvad denne verden byder os, må vi turde stole på, at der venter lysere tider, og vi må turde insistere på at finde små glimt af Gud.