Kirkebygningen

Er du nysgerrig på Vor Frelsers Kirkes historie?

Skrevet af tidligere præst, Allan Graugaard. 

Det hører nu engang med til at være dansk, at hvor der er mennesker, skal der også være kirke. Sådan var det også for de godt hundrede år siden, hvor en helt ny bydel i løbet af kort tid var skudt op vest for Aalborgs gamle bycentrum. Der var en klar bevidsthed om, at de nye store boligområder burde have deres egen kirke.

Der var vel dem, der mente, at bydelen godt kunne betjenes fra de gamle kirker en tid endnu, da der var økonomisk smalhals, og det ikke netop var kirkebyggeri, der stod højest på ønskesedlen i byens ledelse. Men der var dem, der godt kunne se, at presset blev for stort på de eksisterende kirker, og der måtte nytænkning til. Man så i øjnene, at hvis et kirkeprojekt skulle blive til noget, måtte midlerne skaffes gennem privat indsamling. Og der var jo altså tale om en bydel, der i forvejen var præget af fattigdom. Den bestod i det store og hele af arbejderkvarterer med små toværelses lejligheder.

I København havde man vist et godt eksempel gennem den “Københavnske Kirkesag”, en organisation, hvis formål det var del at samle penge ind hos private, dels at skaffe tilskud fra staten til byggeri af nye kirker, især i de hurtigt voksende københavnske brokvarterer. Man mente nok, at det samme skulle kunne lade sig gøre i provinsen, selv om det viste sig, at staten ikke ville give nær det samme tilskud her som i hovedstaden.

Der var alligevel en gruppe mennesker, der påtog sig at gøre forsøget. De satte en storstilet indsamling i gang blandt byens borgere, og til deres glæde viste det sig, at der var en overvældende offervilje. Der kom et flot resultat af den første indsamling.

I kraft af indsamlingens resultat kunne man fastholde den tanke, der havde været helt fra begyndelsen, at den nye kirke skulle være en gave fra menigheden selv. Det afspejledes i ar­bejdsudvalget bag projektet, der kom til at bestå af lægfolk med interesse for området. Af udvalgsmedlemmer nævnes amtmand Simony, fabrikant M. Krage­lund, tømrermester Boss, murermester Jens Rasmussen, fabrikant C. W. Obel, grosserer Hans Larsen, sagfører Knud Petersen og konsul Hans Holm, som var formand.

Kirkebygningen

Da man skrev årstallet 1900, blev kirkebyggeriet efter lange forberedelser sat i gang på en 4500 kvadratmeter stor grund på hjørnet af Absalonsgade og Annebergvej, som Aalborg kommune havde skænket. Det berettes, at der medgik 800.000 mursten til byggeriet, heraf halvdelen til det høje, slanke tårn, som med spiret er 62,80 meter højt.

Den samlede pris for byggeriet blev på i alt 136.700 kr. i den tids penge. Heraf var de 35.000 kr. bidrag fra staten, resten var indsamlet. De gamle protokoller viser, at bidragene varierede fra 5.000 kr. fra de rigeste helt ned til 12 øre i ugentligt fra dem, der havde mindre råd, men også gerne ville yde en skærv. Det mindste bidrag er angivet som 1 øre om ugen fra en skolepige.

Kirken er tegnet af arkitekterne O. P. Momme og L. Olesen. Den er bygget i gotisk stil som korskirke med fire symmetriske fløje. Kirken er bygget af røde mursten med kridtstensbånd og tækket med røde teglsten. Hovedindgangen vender direkte ud mod vejkrydset, og koret vender – lidt usædvanligt – mod nordvest. Tårnet er tilføjet den sydvestlige fløj med en lille mellemgang med særlig indgang. Tårnets pyramidespir og det ekstra spir i tagkrydset er belagt med kobber. I bunden af tårnet er der ligkapel. Sakristiet, hvoraf en del nu er kordegnekontor, var også en del af den oprindelige bygning. I kælderen var installeret centralvarmeanlæg.

Indvendigt består kirken af fem lige store rum, alle med almindelige, spidsbuede krydshvælvinger. I gangene mellem bænkene er gulvstenene lagt i et smukt mønster af røde og gule sten. Altertavlen, der var færdig i 1904, er et fint arbejde af kunstneren C. Wentorf. Dens motiv er velvalgt til kirkens navn og illustrerer Kristi ord: »Kommer hid til mig alle som arbejde og ere besværede og jeg vil give eder Hvile« – sådan som det står skrevet i tidens sprog under det store maleri. Altertavlen stod oprindeligt på et enkelt alterbord med rødt antependium prydet med et guldkors.

Lidt om håndværkere og givere

Arbejdet blev hovedsageligt udført af aalborgensiske håndværkere. Murermester Cordes havde kirkens opførelse i entreprise. Kirkebænkene stod snedkermester Martens for. I kirkens første indretning var der siddepladser til 720 mennesker. Malerarbejdet udførtes af Sauer og Mikkelsen. Prædikestolen, et smukt billedskærerarbejde, skyldes billedskærer Pedersen fra Østerbro. Blikkenslagerarbejdet og tårnets belægning med kobber blev udført af Christensen, Boulevarden, glarmesterarbejdet af Schou, smedearbejdet af Hansen og Jansen og Møller. De Smithske Jernstøberier leverede kirkeklokkerne og varmeapparaterne, stenhugger Larsen døbefonten og hofjuvelér Michelsen de hellige kar.

Kirkens første orgel blev bygget af orgelbygger Nielsen i Århus, og de særprægede, monumentale lysekroner er fremstillet af firmaet Doberch & Søn i København. Smedemester Krøyer i Svingelen udførte en del andre mindre arbejder ved kirken, f.eks. dørgreb og lysekroner i siderummene.

Alt dette var klar til at tage i brug ved kirkens indvielse i 1902. Når det var muligt, var det fordi, velhavende nuværende og forhenværende aalborgensere havde skænket en del af det mere kostbare inventar til kirken. Her kan nævnes: En anonym giver af alterbilledet, generalkonsul Hekscher skænkede kandelabrene, konsul Lassen, Hamburg, prædikestolen, direktør Kieler, Libau, de hellige sølvkar, frimurerne døbefonten med sølvfad, biskoppen en 7‑armet lysestage til alteret (som senere er forsvundet), købmand Nikolaj Nielsen og fru sagfører Knud Petersen to broderede alterduge, enkebispinde Schousboe en vinkande af sølv, De Smithske Støberier en klokke, gørtler Sørensen to alterstager og bogbinder S. Asmussen kirkens bøger.

Trods den store offervilje var det knap nok lykkedes at få kirken gældfri ved indvielsen. Der manglede ca. 15.000 kr. Kirkekomiteen offentliggjorde da udgifterne ved kirkebyggeriet i dagspressen og bad om fortsat offervilje, så kirken kunne afleveres gældfri til det menighedsråd, der nu skulle vælges. Heller ikke denne gang gik komitéen forgæves. Inden længe var hele beløbet indkommet.

Sognet udskilles og kirken indvies

Den 12. september 1902 blev det nye Vor Frelsers sogn udskilt fra Budolfi sogn, og sognegrænserne blev: Badehusvej, Korsgade, Dalgasgade, Reberbansgade, Saxogade og Annebergvej. Mod vest udgjordes grænsen af Aalborgs bys grænser. Vor Frelsers sogn havde ved udskillelsen ca. 6200 indbyggere.

Kirken blev indviet ved en festgudstjeneste den 28. september 1902 af biskop Frederik Nielsen. Som repræsentant for staten var daværende kulturminister I. C. Christensen til stede ved indvielsen.

På grund af de vanskelige økonomiske forhold havde det været tanken, at der kun skulle være én præst tilknyttet den nye kirke. Men der blev lavet en ordning med at sammenlægge stillingerne som kapellan og kantor, og på den måde lykkedes det alligevel at få to præster, som der i høj grad var brug for. Residerende kapellan ved Budolfi kirke, Anton Pedersen, blev den første sognepræst ved Vor Frelsers kirke, og cand. theol. H. N. Dreiøe blev præsteviet medhjælper (kapellan og kantor).

Der blev afholdt menighedsrådsvalg den 17. december 1903, hvorefter sognets første menighedsrådsmøde blev afholdt den 27. januar 1904. Det første menighedsråd havde denne sammensætning: Fødte medlemmer var kgl. borgmester J.G.F. Bornemann, detailhandler N. P. Larsen og sognepræst Anton Pedersen, der blev valgt til formand. De valgte medlemmer var direktør Peter Andreas Carstens, postpakmester Peter Jørgensen, fabrikant Christen W. Obel, kommunelærer Asmus Paulsen, købmand Anders Poulsen og slagtermester Carl Martin Thomsen. Pastor H. N. Dreiøe havde ret til at deltage i rådets møder, men uden stemmeret. Menighedsrådet anmodede som en gestus kirkekomitéen til af sin midte at vælge en kirkeværge. Det blev konsul M. Kragelund.

Den indvendige udsmykning

En af det nyvalgte menighedsråds store opgaver var arbejdet med at få kirken udsmykket indvendigt, så den kunne blive en værdig ramme om gudstjenestelivet og de kirkelige handlinger. Der blev lagt tæpper på gangene og kom gardiner for vinduerne. Anonyme givere skænkede et krucifiks til alteret, og fra afdøde købmand Paludans bo kom der penge til opsætning af et tårnur. Men der var ikke midler til en større udsmykning af kirkens indre, sådan som man havde drømt om. Men man vovede alligevel at sætte en ny indsamling i gang, og da der efterhånden var samlet en vis sum, oprettede man en udsmykningsfond.

Kirkeværge Kragelund henvendte sig i 1907 til billedhugger Carl Mortensen og bad ham fremkomme med en samlet idé til udsmykning af kirkens indre. Der var langt fra penge nok til hele projektet, men man besluttede at lade det udføre i etaper, efterhånden som midlerne kom til stede.

Carl Mortensen udarbejdede et forslag, som menighedsrådet syntes godt om. Det blev godkendt i kirkeministeriet, og arbejdet blev sat i gang. Det viste sig da også, at offerviljen slet ikke var udtømt, og det store udsmykningsprojekt blev ført ud i virkeligheden i løbet af få år.

Relieffer og glasmosaikker

Kunstneren havde en helt bestemt tanke med udsmykningen af det firefløjede kirkerum. Det skulle relatere til kirkens navn og illustrere episoder fra Jesu liv. Samtidig ønskede ham, at det skulle afspejle de fire årstider.

I det venstre sideskib blev der udført et relief med Jesu fødsel som motiv (desværre skjult bag det nuværende orgel). På sidevægge og i hvælvingen blev det omgivet af gran, juleroser og mistelten, altså vinterens symboler. I hovedskibet over indgangen er motivet Jesu ungdom, symboliseret ved syngende fugle, rakler og krokus. Relieffet på bagvæggen er et opstandelsesmotiv. I koret – over og omkring altertavlen – er manddommen illustreret ved frugt, vin og aks. Og endelig i højre sideskib er Jesu død illustreret af en sørgepil, valmuer, efeu og Kristi bloddråber. Midt i kirken er det hele samlet i en krans af englehoveder og bøgeblade. Baggrunden for dette motiv siges at være et ord af Chr. Richard, der siger om kirken og bøgen, at de begge hvælver sig til Guds ære.

Arbejdet er udført som kalkrelief direkte på stedet. Der er altså ikke tale om gibsafstøbninger, som man kunne tro. Det omfattende billedhuggerarbejde er udført af Carl Mortensen sammen med billedhuggerne Sønderberg, Lundau og Schulin samt Just Andersen. Hele reliefudsmykningen kom til at koste godt 25.000 kr.

I årene fra 1918 frem til 1927 kom det ene glasmosaikvindue efter det andet til. De er også fremstillet efter tegning af Carl Mortensen.

Vinduerne i kirkens kor er de ældste – og lidt anderledes end de øvrige. De viser Jesus i forskellige situationer fra lidelseshistorien og himmelfarten. De er skænket af kreatureksportør Møller Kjær. De fire vinduer i hovedskibet med motiver fra Jesu liv er skænket af dennes datter efter faderens død.

Senere kom der også mosaikker i sidefløjenes vinduer. De fremstiller ligeledes motiver fra Jesu liv. Et af disse vinduer er skænket af “Tabors sangkor”. Resten blev betalt af indsamlede bidrag fra menigheden. Glasmosaikvinduerne kostede i alt ca. 20.000 kr.

Andre ændringer

I forbindelse med billedhugger Carl Mortensens storslåede udsmykning blev der foretaget visse ændringer i kirkerummet. Orglet havde foreløbigt været placeret i venstre korsarm – hvor det nuværende orgel står. Men der var forberedt en plads til det over alteret, og hertil blev det flyttet nu, så der kunne blive plads til Carl Mortensens relief af Jesu fødsel. Samtidig blev orglet gjort færdigt, idet der indtil nu havde manglet tre stemmer. Pulpituret over alteret blev forsynet med et udskåret forstykke, udført af billedskærer Jahn.

Bænkene blev malet svagt lilla med rød overkant. Lysekronerne og lampetterne, der oprindeligt var sortmalede, blev forgyldte, og der blev indlagt elektrisk lys i dem i stedet for gasblus. Gulvet var dækket af naturfarvede måtteløbere, og foran alteret lå et stramajtæppe, fremstillet på konsulinde Kragelunds initiativ. På korets gulv var der lagt et gråt filttæppe, og knæfaldet var beklædt med rødt plys og guldfrynser. Der blev også her anskaffet 12 stole til koret, tegnet af billedhugger Carl Mortensen.

Ved 25-års jubilæet i 1927 stod kirken så endelig helt færdig, som initiativtagerne havde tænkt sig, den skulle se ud. Det havde nok været en lang og sej proces, og det havde kostet mange penge. Men målet var nået, og alle var enige om, at resultatet var godt.

P. Lauridsen ved 25 års jubilæet

Ved kirkens 25-års jubilæum havde man bedt forfatteren P. Lauritsen gå en rundtur og beskrive den nu færdigt udsmykkede kirke. Hans stemningsfulde beretning skal ikke gå i glemmebogen:

“Vi træder ind gennem hovedindgangen, og draget af alterbilledet, hvor vi fjernt i koret ser en Kristusskikkelse udsprede sine arme, bevæger vi os op gennem den korsdannede kirke og standser i dens midte for ligesom at samle vort sind over helheden og finde et udgangspunkt i de mange enkeltheder.

Kirkestolene er malet med stærke farver, de hvide vægge og brede hvælvinger er fuldstændig dækket af stukarbejder, hvorimellem det glimter med blåt, grønt og guld. Sollyset brydes virkningsfuldt i de høje vinduers glasmosaik, og rummet fyldes med en festlig og højtidelig stemning. Over os åbner himlen sig for den guddommelige almagt og spreder sine gyldne stråler; svævende engle skuer ud over jordens guddommelige fylde, som den er udtrykt i de fire fløjes forskellige udsmykninger omkring vinduernes fremstillinger af Kristi liv. Vi begynder at skimte en storslået sammenhæng i alle dele derinde, gengivet i den fine stuk slynger en overvældende mængde af løv og blomster sig over alle buer og flader, hver korsarm har sin særlige flora, og nu går det op for tanken, at det er de fire årstider, som kunstneren har symboliseret og sammenknyttet med Kristi livshistorie efter evangelierne. Her i midten hæver sig da usynligt naturens og menneskelivets stamme med grene til alle sider ‑ en illustration til ordet: Jorden er Herrens og dens fylde. Og i denne tilværelsens rigdom udfolder Kristi liv sig og fuldbyrdes hans frelsergerning.

Vi begynder en nærmere gennemgang i julekapellet med Kristi fødsel, det naturlige udgangssted for Jesu jordiske liv. Maria knæler ved krybben, hvor barnet hviler, hendes søn og frelser, det menneskelige og det guddommelige sammenføjet. Foroven lyser julestjernen, og det er dekoreret med gran, juleroser og mistelten, som er vinterens, julehøjtidens og hjemmets kendetegn. De to nærmeste vinduer fremstiller englenes forkyndelse af julebudskabet for hyrderne ude på marken samt vismændene fra Østerland, som følger den kaldende stjerne, evangeliets første komme til hedningerne, derunder også os, som oprindelig er af hedningerod. De to andre ruder viser Jesus hos Martha og Maria samt optrinet med den rige yngling, altså udtryk for, hvordan Jesu ord blev modtaget. Maria lytter til hans tale, men den unge mand, om hvem der står, at Jesus fattede kærlighed til ham, gik bedrøvet bort, fordi han ejede meget gods og ikke ville slippe det. Billedet er meget betagende både ved emne og udførelse. Denne del af kirken giver os et stærkt indtryk af vor barndoms jul og vore hjems julestemning med den dybe alvor bag festens glæde.

Fra vinteren vender vi os til det modsatte sideskib med efterårets mærker, fuchsia, vedbend, der hentyder til evigheden og valmue, der betegner livets korthed. Loftets store stjerne dannes af sørgepilens grene, og under dette smertens symbol hænger Kristus på korset, knuget under syndens byrde og lidende til døden. To kvinder, hans moder og Maria Magdalene, sidder hver på sin side af korset og omslutter det med deres sorg og nød, et billede på menneskeheden og os selv. Vi føler med dem og står i stille grebethed foran tilværelsens største tragedie, der dog indeholdt tilværelsens største sejr. De fire vinduer viser Kristus, lidelsens søn, i sin styrke før og efter korsfæstelsen, hans sejr over synd og død. Han tilgiver synderinden, men tilføjer: gå bort og synd ikke mere ‑ og han opvækker enkens søn fra Nain. Han styrker Stefanus, da vi ser ham segne som martyr i døden, og vi skuer hans genkomst i himlens skyer med kraft og herlighed.

Nu går vi til hovedskibet og vender os først mod indgangsfløjen, der bærer forårets præg. Motivet er blomster, syngende fugle og grønne grene. Over os flammer solen fra den blå himmel. I denne forårsjubel står Jesus op og går ud af graven, mens englene ser frydefulde til i den årle morgen. Vinduernes motiver er Jesu helbredelse af den blinde, for hvis øjne lyset vælder frem. Jesu vandring på søen, hvor naturens kræfter er ham lydige. Englene ved graven, da de forkynder kvinderne opstandelsesbudskabet, og Jesu velsignelse af de små børn, lysets og barnlighedens fyrste med sin rørende kærlighed midt i den mørke verden. Børnene trænges om ham, en af dem rækker ham en blomst, det virker bedårende og levende. Her er livets helli­ge enfold midt i vrimlen, dets inderste og egentlige lykke.

Tilbage er koret, alterfløjen, hvor Kristi monogram, som oldtidens kristne brugte det, minder om kirken fra slægt til slægt gennem alle tider. Her er sommerens og livets fylde, bugnende frugter, aks og druer, brød og vin, den hellige nadvers symbol. Her er det hellige sted, hvor vi knæler i ydmyg tilbedelse og taksigelse, her er den underfulde, kristenlivets kilde. Vi løfter blikket mod altertavlen, hvor frelserens lysende skikkelse rækker sine arme ud mod den myldrende menneskehed og indbyder med sine gribende ord: Kommer hid til mig, alle I som arbejder og er besværede, og jeg vil give jer hvile. Og mennesker i alle aldre knæler ved hans fødder og finder livets fred og trøst ved at følge ham. Vinduerne i den fløj er de først anskaffede og viser Kristi lidelseshistorie og himmelfart. Der er andre enkeltheder i udsmykningen. Et smukt træk er det, at lade apostles og evangelisters navne være indflettede i dekorationerne.” Forfatteren P. Lauritsen har efter denne forevisning i kirken sat sig på en af kirkebænkene og udtrykt sin stemning i et digt:

Træd ind og føl, hvordan en kunstners tanke
kan løfte sindet over livets larm,
og dybt du mærker evigheden banke
og sænke tyst sin stilhed i din barm.

Korsdannet, kirkerummet højt sig hvælver
med salmesangen under orgelbrus,
og ydmygt sjælen i dets skønhed skælver
og knæler under åndens vingesus.

Blandt åbne skyer englehære dale
og svæver under himlens stråleglød.
Fra kirkens fløje til dit hjerte taler
vor Frelsers fødsel, himmelfart og død.

Dit øje skuer vårens fugleskarer,
der synger livets sejr med jubelsang,
og i en herlig fylde åbenbarer
sig blomsterfloret fra den grønne vang.

Bag alterbordet under brede buer,
hvor Kristus breder sine arme ud,
sig slynger gyldne aks og fulde druer,
her møder sjælen kærlighedens Gud.

Og solens lys i farvefyldte ruder
sig bryder som på paradisets kyst,
mens stærke drømme i din sjæl bebuder,
at glansen fylde skal engang dit bryst.

Vær stille sjæl, og se, hvor kunstnerhånden
den hvide væg har præget med et skær,
der luer med et glimt af skaberånden
fra livets guddomsfylde fjern og nær.

De næste 25 år fra 1927 – 52

Da kirken ved 25 års jubilæet blev betragtet som færdigbygget og udsmykket, kom forandringerne i den kommende tid i et noget roligere tempo. Der var dog altid muligheder for “forbedringer” og nye udsmykninger.

Frk. Henriette Simoni, der boede på Caroline Smiths minde, skænkede et forgyldt kobberkors til opsætning på kirkens lille spir. Der blev foretaget visse ændringer i kirkens kor. Bænkene i siderne blev fjernet, og døbefonten blev flyttet til den placering, den havde indtil 2000. Orgelpulpituret blev erstattet af et noget mindre iøjnefaldende, og der blev opsat et egetræsrækværk til adskillelse af koret og skibet.

I 1952, umiddelbart før kirkens 50 års jubilæum, blev orgelet ombygget af firmaet A. C. Zachariasen & søn, og en del af træværket fornyet, da det gamle var stærkt ormædt.

Også kirkepladsen skifte udseende. I 1939 blev jernrækværket med indgangsportal og låge ud mod fortovet fjernet, og Aalborg kommune regulerede pladsen foran hovedindgangen, så den blev, som den ser ud i dag. Samtidig blev der opsat en lav kampestensmur med beplantning som hegn rundt om kirken.

Sogneudskillelse

Takket være opførelsen af de mange nye boligkomplekser i “Søheltekvarteret” og ved Vestre Fjordvej blev bydelen og dermed befolkningstallet ved med at vokse. I 1945 var indbyggerantallet vokset til godt 16.000, og spørgsmålet om rejsning af endnu en kirke blev mere og mere aktuelt. Da folketallet i 1949 var vokset til 18.000, blev der på initiativ af pastor Oskar Poulsen nedsat en komité, der skulle arbejde for bygning af en ny kirke i den vestlige del af sognet. Kirkekomiteen udsendte tryksagen “Byg med på Deres egen kirke”, hvor man slog til lyd for kirkesagen og opfordrede til at støtte den planlagte husindsamling. Samtidig udskrev man en arkitektkonkurrence, som resulterede i, at Arne Kjær fik opgaven som arkitekt for den nye kirke.

Det nye sogn kom til at ligge vest for en grænselinie bestående af Harald Jensens Vej, øst om Aalborg Stadion til Kastetvej, herfra ad Willemoesgade, Herluf Trollesgade, Ivar Huitfeldtsgade, Peder Skramsgade og ud mod fjorden øst om Vestre bådehavn. Det nye sogn fik 7.093 indbyggere, mens den tilbageværende del af Vor Frelsers sogn havde 11.036 indbyggere.

Bygningsændringer i tiden 1952 – 77

I 1955 var tiden kommet til at indlægge fjernvarme i den nu godt 50-årige kirkebygning. En anonym giver skænkede i 1958 skibsmodellen, som er op­hængt i hovedskibet. I 1962-63 blev der foretaget et større indgreb, idet de oprindelige kirkebænke blev udskiftet med stole i egetræ. Der kom også nye nummertavler af egetræ. Det gamle altertæppe var slidt op og blev udskiftet med et nyt, vævet af John Becher i Søllerød efter tegning af arkitekt H.G. Skovgaard, København. I årene efter blev der i kor og gangarealer pålagt vævet tæppestof afstemt efter altertæppet.

Alterbordet fra 1902 blev udskiftet i 1965 med et alter af egetræ, fremstillet af snedkermester Ærø efter tegning af arkitekt Ruby. Samtidig blev knæfaldet ompolstret til brunt læderbetræk. Det var også tid at give vægge og hvælvinger en grundig afrensning for de kalklag, der var påført i årenes løb. Denne renovering fandt sted i 1968. Hele kirken blev hvidtet, nicherne og de gamle radiatorer blev fjernet og erstattet af panelradiatorer.

Endelig skal nævnes, at der i 1966 blev installeret automatisk klokkeringnings‑ og bedeslagsanlæg. Lugerne i kirkens tårn blev også forsynet med automatisk betjening.

Men den største ændring var uden sammenligning bygningen af menighedslokalerne, som stod færdig i 1967.

Bygning af menighedslokaler

Hidtil havde alt menighedsarbejde i sognet fundet sted i missionshuset Tabor, som lå i Saxogade tæt ved kirken. Da der altid havde været et godt forhold mellem kirken og missionshuset, forløb dette samarbejde fint. Mange ældre i sognet husker stadig de traditionsrige sammenkomster for konfirmander, søndagsskolen, ungdomskredsen og FDF og KFUK spejdere. Der var desuden bibelkredse, ydre missionskredse og ældremøder.

Mens sognets indbyggertal var på det højeste i halvtredserne, voksede ønsket om at få lokaler til menighedsarbejde ved selve kirken. Oskar Poulsen, kirkens mangeårige sognepræst, begrundede det med, at man måske kunne få kontakt med flere i sognet, hvis sammenkomsterne kunne foregå i lokaler ved kirken.

Arkitekt Arne Kjær blev i 1959 bedt om at udarbejde et skitseprojekt til en tilbygning til kirken. Nogle mente, at planen var for kostbar, og foreslog, at man i stedet omdannede kirkens korsarm ud mod Absalonsgade til menighedssal og konfirmandstue. Man nåede at søge om godkendelse af denne løsning – og få godkendelsen fra den kongelige bygningsinspektør. Men projektet løste ikke hele behovet, f.eks. kunne der ikke indrettes kordegnekontor, køkken og toiletter, og planen blev opgivet. Menighedsrådet gik i tænkeboks og endte med i 1961 at vedtage Arne Kjærs skitseprojekt noget reduceret. Detailtegninger blev udarbejdet og indsendt til kirkeministeriet. De blev godkendt i 1964, og i 1966 forelå der igangsætningstilladelse fra boligministeriet.

Arbejdet blev straks påbegyndt, og lokalerne blev indviet den 16. april 1967. Tilbygningen havde kostet i alt 675.000 kr., hvoraf de 423.000 kr. var indsamlet i forvejen. Resten blev finansieret ved lån.

Ved projektet blev der indrettet kordegnekontor med forlokale i en del af det gamle sakristi. Tilbygningen rummede en stor menighedssal, der kunne deles af en foldevæg, og i underetagen tre mindre lokaler til brug til konfirmandstue, menighedsrådsmøder, dåbsværelse m.m.. Desuden blev der indrettet depot, køkken, garderobe og toiletter.

Nyt orgel

Kirkens første orgel var et såkaldt pneumatisk orgel, en orgeltype, der ikke bygges mere, da det viste sig ikke at tilstrækkelig præcis, og heller ikke særlig holdbart. Da der stadig var noget i vejen med det, og en del af piberne efterhånden var ude af funktion, tilkaldte man i 1968 ministeriets orgelkonsulent, Hans Nyholm, til en vurdering. Efter en grundig gennemgang kasserede han orgelet og anbefalede at anskaffe et nyt mekanisk orgel med sløjfevindlader, en orgeltype, som er langt mere holdbar.

Både ministeriets orgelkonsulent, den kongelige bygningsinspektør og kirkeministeriet modsatte sig, at et nyt orgel blev placeret i koret. På den måde kom orglet tilbage til tårnfløjen, hvor det før havde været.

Orgelpulpituret blev efter tegning af arkitekt Ruby udført af tømrermester Palle Hansen. Der er anvendt ufarvet egetræ, og de bærende konstruktioner er fremstillet af dansk eg.

Det nye orgel blev bygget i 1971 af Frederiksborg orgelbyggeri ved Troels Krohn. Orgelet har 28 stemmer og 1934 piber. Det har fire værker, hovedværket, der er placeret oven over brystværket, det lille værk med bevægelige låger foran organisten, rygpositivet, som er anbragt forrest på pulpituret, bag organistens ryg, og endelig pedalværket, som befinder sig i de to tårne på hver side af hovedværket.

I bunden af værkerne er indbygget lydløse elektromotorer, blæsere og bælge, som fører luften op i vindkanalerne (sløjfevindladerne) med pibestokkene og piberne. Orgelet har 3 manualer (klaviaturer), der spilles med fingrene og et pedalklaviatur, der spilles med fødderne. Bag facadepiberne, som er af tin, findes mange piber i forskellige størrelser og udførelser i tin, træ og kobber. Det nye orgel blev indviet den 10. juni 1971.

Nyere tid

Efter flytningen af orglet skete der enkelte ændringer med kirkens alterparti. Altervæggen blev udsmykket med to store kors udført af den nordjyske maler Kaj K. Nørkjær. Ved samme lejlighed blev de to høje kandelabre ved alterskranken taget ned.

I halvfjerdserne blev der som i så mange huse taget initiativ til at forbedre varmeøkonomien. Glasmosaikruderne blev forsynet med udvendige forsatsvinduer af klart glas, og loftet over kirkens hvælvinger blevet isoleret.

Kirkens tegltag trængte efterhånden til udskiftning, og fra 1981 og årene frem blev der lagt nyt tag ad fire omgange, idet man tog én fløj ad gangen. Det viste sig også, at tårnets kobbertag var faretruende tyndslidt. Det blev fornyet i 1987 – under stort besvær, idet der måtte stillads op i hele tårnets højde.

I 1993 kom den hidtil sidste udvendige bygningsændring. Der var brug for bedre køkken og indgangsforhold til menighedslokalerne, endvidere ønskede man sig en elevator, dels for at lette adgangen til menighedssalen for gangbesværede, dels for at skabe bedre forbindelse mellem køkkenet og salen. Disse faciliteter blev etableret i kraft af en lille tilbygning på kirkens nordside. Her fik kirken også sin nye markante “hverdagsindgang”, det smukke dørparti ud mod parkeringspladsen.

Ved samme lejlighed blev der foretaget en ændring af tilbygningens facade mod vest. Dels for at beskytte en lidt simpel facade mod vind og vejr, dels for at dæmpe lyset i salen fra det store vinduesparti, tilføjede man en fremskudt buerække foran vinduesfacaden, som derved fik et anderledes stilfuldt udseende.

I 1999 fik menighedssalen en gennemgribende restaurering, hvor bl.a. de mørke paneler på endevæggen blev fjernet. Til den nye hvidmalede endevæg blev der ved den lejlighed indkøbt tre malerier af Aalborg-maleren Esben Hanefelt Kristensen. De tre malerier udgør en “triptykon”, hvor Odin på det venstre rider på sin ottebenede hest, mens vikingeflåden stævner ud, mens Absalon og Valdemar på det midterste knæler for den sejrende Kristus efter deres sejr over venderne og nedlæggelsen af deres afgud Svantevit. Til højre ses Saxo og indledningen af teksten til hans danmarkskrønike.

Restaurering ved 100 års jubilæet

Op igennem halvfemserne havde der været store overvejelser om en større indvendig restaurering af kirkerummet. Bl.a. var der et stærkt ønske om igen at få bænke i kirken. Sammen med det trængte hele rummet til en grundig istandsættelse. Man henvendte sig til arkitekt Søren Kibsgaard og bad ham udarbejde et projekt. Det var godkendt og klar til igangsættelse først på sommeren 2000, hvorefter kirken var lukket det meste af et år, mens menighedssalen var indrettet til kirkesal. De mest markante fornyelser var afdækningen af det oprindelige smukke gulv, de nye stolestader, flytningen af døbefonten og forandringerne i koret, ikke mindst med det smukke altertæppe, vævet af kunstneren Elin Stefansdottir.

Altertæppet er vævet i klare blå og grønne farver, som er tilpasset kirkerummets øvrige farver, ikke mindst de markante stolehynder, men også farverne i alterbilledet og glasmosaikkerne. I en firkant på midten er der indvævet fem gyldne kors, såkaldte græske kors, som samtidig refererer til kirkens grundplan. I det midterste er der indvævet et Kristus-monogram. Kunstneren angiver som baggrund for sit motivvalg, at det ligesidede græske kors fra gammel tid har symboliseret Kristi “fire gerninger”: Han åbnede himlen, knuste helvede, skænkede nåden og gav syndernes forladelse, hvorved han blev menneskenes frelser (jf. kirkens navn). De fem kors kan symbolisere Kristi fem sår (hænder, fødder og side) og kan således forbindes med nadveren, hvorfor man da også i gammel tid skar disse fem kors i alterbordet.

I forbindelse med 100-års jubilæet indkøbte menighedsrådet to nye messehagler, en grøn og en hvid, som en del af en testamentarisk gave fra boet efter Petrea Stegenborg. De nye messehagler er fremstillet af væver Ester Bové Reintoft og afløser to gamle, som er slidt op. Sammen med den røde og den violette, som blev fremstillet og skænket kirken for få år siden af tidligere præstefrue Eva Hansen, udgør de nu kirkens smukke beholdning af messehagler i alle de liturgiske farver.