Morgenmads- og studiecafé
Kan mandag morgen blive perfekt?
Mandag morgen! Vi kender følelsen! Derfor har vi besluttet at krydre mandagen med lidt lækkert. En morgenmadscafé med nybagte boller, dampende varm kaffe, lækkert musik fra højtalerne og fælles morgenmad midt i kirkens stemningsfulde caféområde.
Kom og vær med og få en helt perfekt start på ugen. Vi spiser morgenmad sammen fra kl. 9.00-9.45 og bagefter starter vi ugen med mandagens 5 min – enten en meditation, udstrækning, en lille refleksion eller finder guitaren frem og synger en morgensang.
Caféen og kirken er åben resten af dagen til kl. 17.00. Et fremragende stille rum, hvor du enten kan studere, skrive en ansøgning, læse en bog, høre en podcast, strikke en trøje, male en sten eller hvad du har lyst til. Vi holder fælles frokost pause kl. 12.00.
En mandag sammen med os
Kl. 9.00-9.45: Fælles morgenmad (Billig, let morgenmad)
Kl. 9.55-10.00: Mandagens 5 min.
Kl. 10.00-12.00: Studie- og stillecafé
Kl. 12.00-13.00: Fælles frokostpause (Tag madpakke med eller køb noget i Reberbanegade)
Kl. 13.00-17.00: Studie- og stillecafé
Og lad os lige slå fast: Du er ikke pinlig, kedelig eller mærkelig, fordi du kommer alene. Du kender bare ikke nogen her. Endnu. Vi glæder os til at starte ugen sammen med jer! Vi har selvfølgelig WIFI, strøm og kaffe/the på kanden hele dagen.