Folkehaven – Byhaver ved Vor Frelsers Kirke

Velkommen til Folkehaven – Bliv medskaber af et grønt åndehul midt i Vestbyen

I Vor Frelsers Kirke har vi besluttet at forvandle vores øde græsplæne foran kirken til en Folkehave og et grønt byrum, som i år består af 10 plantekasser, vildt bede med sommerblomster og et skønt opholdsmiljø rundt om haverne. Vi drømmer om at skabe et lokalt fællesskab og mødested, der kan blive et vækst og værdi for både afgrøder og mennesker. Et offentligt grønt åndehul, hvor alle må føle sig velkommen og et byhavefællesskab, hvor vi sammen værdsætter naturen, passer på det pragtfulde skaberværk og tager små skridt til en grønnere omstilling i vores by.

Skal du være med? Her er plads til grønne nybegyndere – vi øver os sammen.

Hvem kan leje en byhave?

Du kan leje en byhave, hvis du bor i Vestbyen eller i nærheden af Vor Frelsers Kirke. Vi vil vildt gerne dele vores 10 byhaver med vores naboer – netop for at skabe et lokalt fællesskab og mødested.

Når du lejer en byhave i Folkehaven: 

  • Får du en plantekasse med målene 150 x 100 x 50 cm
  • Får du et grønt åndehul i hverdagen. 
  • Bliver en del af et lokalt fællesskab med fælles havedage, fællesspisning og hvad vi ellers finder på. 
  • Redskaber til fri afbenyttelse og et dejligt uderum der er sydvestvendt.     

Prisen for én sæson 

Sæsonen varer ca. fra 10. april-31. oktober. En byhave koster 200 kr. årligt og skal fornyes hver sæson.

Hvornår åbner Folkehaven?


Folkehave-sæsonen 2025 begynder torsdag d. 10. april kl. 16.30-18.00 med en fælles have-eftermiddag

Det bliver en eftermiddag, hvor vi selvfølgelig skal have fordelt haverne, lære hinanden at kende og begynde at forspire, hvis I ikke allerede er i gang derhjemme i vindueskarmene? Kirken sørger for lidt lækkert undervejs, så vi kan få skudt havesæsonen godt i gang.

Vi kommer til at mødes i Folkehave-fællesskabet ca. én torsdag eftermiddag i måneden og ellers mødes vi selvfølgelig i haven, når vi vander, sår og luer. Der kan altid opstå spontane frivillige aftaler i vores Folkehave Facebookgruppe.

Er du interesseret i en byhave? Så udfyld formularen herunder til Folkehavens koordinator Marianne Langdahl. Og har du flere spørgsmål, så er du altid velkommen til at kontakte mig pr. mail. 

Marianne Langdahl: marianne@vorfrelsers.dk