Kor

Sjove oplevelser og musikalsk fællesskab i særklasse (fra 0. klasse)

Spirekor, spire+ kor og juniorkor. Det er tre korfællesskaber for børn fra 0. klasse og opefter, hvor sjove oplevelser og musikalsk fællesskab i særklasse går hånd i hånd. Både drenge og piger er velkommen til at være med, når vi synger en masse gode sange, lærer at bruge vores stemmer rigtigt og hygger os med musikalske lege. Sangglæde og det sociale fællesskab er i centrum, men børnene får også rig mulighed for at udforske musik og sang gennem udviklende musikdramatiske lege og øvelser på et niveau, som passer til det enkelte kor og de enkelte kormedlemmer. Der arbejdes med solosang, flerstemmighed og nodelære på en sjov og underholdende måde.

Og så er der masser af sjove oplevelser som f.eks. spire-workshop, fastelavns-arrangement, “Spire-spas-dag”, minikoncert i byen, børnekoncert og medvirken ved familiegudstjenester.

Der er ingen optagelsesprøve. Alle børn er velkomne, og det er gratis at være med i vores kor!

Korene ledes af sangpædagog Henriette Bjerg Danielsen, der har mange års erfaringer med at åbne musikkens verden op for både små og store børn.

Kender du nogen, der gerne vil synge med i et af korene – så kontakt korleder Henriette.

Juniorkoret (fra 6. klasse)

Er du vild med at synge sammen med andre – vil du gerne udvikle din stemme og indspille sange, så er her en unik mulighed! Juniorkoret i Vor Frelsers Kirke er for sangere fra 6.- 9. klasse, og ledes af sangpædagog

Henriette Bjerg Danielsen og kirkemusiker og producer Joachim Hejslet. I Juniorkoret får du både chancen for at lære en masse om din stemmes muligheder, at synge flerstemmigt, og at være med i et sjovt og hyggeligt fællesskab. Vi synger primært popmusik på dansk og engelsk.

Det er gratis at være med, og du får som bonus tilbudt gratis sanglektioner på små hold. Juniorkoret medvirker til forskellige Familie-gudstjenester og koncerter i kirken, og holder flere sociale arrangementer i løbet af sæsonen.
Der er basis for smuk musik og nye gode venskaber!

Du er meget velkommen til at komme med til en korprøve, for at se, om det er noget for
dig. Har du lyst til at være med – så kontakt korleder Henriette.

Spirekoret
fra 0. til 2. klasse
Tirsdage kl. 15.30 – 16.25

Spire+ koret
fra 3. til 5. klasse
Tirsdage kl. 14.30 – 15.30

Juniorkoret
fra 6. klasse
Torsdage kl. 15.10 – 16.10

Lyt til vores nyeste indspilninger

“Spirekor gøre mig glad og det er et godt sted at møde nye venner.”

“Juniorkor er hygge og sjov, og det især derfor, at jeg går til det. Og så synger vi nogle megagode sange og lærer nye ting hver gang.” 

“Det er dejligt at gå til kor, der er søde voksne. Vi synger gode sange og der er mange gode kammerater. Man får nye venner for vi er blandet fra forskellige skoler.”

“Man bliver altid mødt med gæstfrihed, et smil og en kop kaffe. Når min pige er til kor, sidder jeg ned og får et pusterum midt i min dag, hvor jeg enten får en god snak med én fra kirken eller sidder jeg og får lidt stilhed ind i min dag. Henriette imødekommer alle, som kommer til kor med et stort smil og et hjerte, hvor der er altid plads til alle. Det har betydet rigtig meget for vores datter at være med til at synge hver tirsdag. At synge med i koret bringer glæde til hende hver gang – uanset, hvor hård skoledagen har været. Tusind tak til jer!”

“Det er sjovt at synge, nogle gange leger vi sjove lege til sidst. Der er lækkert mad til pause . Det giver en dejlig følelse at gå til kor fordi vi lærer nye sange.”